Smartlog v. II » På Må og Få
Opret egen blog | Næste blog »

Facebook er det nye sudoku!

27. nov 2007 23:06, Propagandalf

Med nyheden om at vennemaskinen Facebook nu er mere populær som internettidsfordriv end selveste porno blandt 18-24-årige amerikanere, kan PaaMaaOgFaa konstatere at der må være tale om en decieret trend, der inden længe vil udkonkurrere sudoku som befolkningens fremmeste værn mod produktivitet.

Eller rettere, produktivt er det jo selvfølgelig i en vis forstand at pleje sine forbindelser og holde kontakten ved lige med folk man troede han havde glemt, men det er produktivt i en anden og mere postmoderne forstand, end man lige kan gøre rede for uden at forfalde til termer som "det immaterielle, abstrakte arbejde", "netværksbaseret, affektuel informationsøkonomi", "rhizomatisk deterritorialiseringsproces" og "gøgl".

Og profitabelt er det også, at så mange mennesker lægger fuldemandsfotos, bikinibilleder og fyldige personlige profiler op. På den måde øges markedsværdien af det samlede netværk nemlig - til gavn for billedernes og tekstindholdets ejermænd, som tilfældigvis er de samme som ejerne af portalen Facebook.

Man skal altid læse det der står med småt, i Facebook-indmeldelsens tilfælde at alle rettigheder til at bruge de uploadede billeder kommercielt tilfalder udbyderne af Facebook. Hvem véd, måske er du, smukke læser slash Facebookianer i skrivende stund ved at få dit smilende, nordiske kontrafej trykt på 30.000 Corn-Flakes-kartoner til markedet i Singapore. And there's absolutely nothing you can do about it! Facebook har den fulde ejendomsret til alt hvad du måtte finde på at poste i din profil; digte, billeder, video, you name it.

Hvis det lyder som en overdrivelse af rang så tjek selv http://www.facebook.com/terms.php

Brugerne skaber værdien af siden i kraft af deres indsats for at præsentere sig selv for omverdenen/skabe kontakt til andre individer, og Facebook tager den samlede fortjeneste af brugernes indsats. Det lyder måske unfair, men bare rolig! Facebook vil dig jo ikke noget ondt! De vil bare gerne sørge for at venner får set mere til hinanden, så de kan dele en masse gode oplevelser sammen... Lad os kalde det happytalism.


På denne postings faldereb melder sig imidlertid to spørgsmål:

1) Men hvad foretrækker de OVER 25-årige amerikanere så at sysle med på nettet?

2) Men er du, PaaMaaOgFaa, ikke bare godt gammeldags mavesur over at du ikke kom med på Facebook-bølgen inden det blev for sent, og at du i øvrigt ikke har fået vildt mange invitationer til at joine, sådan at det vil være både sell-out og wannabe af dig at hoppe på nu - uanset at du faktisk har vildt lyst til at få vampyrbid og blive poket og alt det andet man kan prøve, samtidig med at man udvider sit netværk og blir inviteret med til flere fester?

Hertil må svares

1) Stadigvæk porno

2) Nej, da...Nej, overhovedet ikke...

Afsløring: Sådan går næste valg!

20. nov 2007 00:15, Propagandalf

PaaMaaOgFaa er netop kommet i besiddelse af oplysninger, der afslører i detaljer hvordan det vil gå næste gang der er valg!

Skulle du ønske at gemme spændingen til om tre år, opfordres du til at hoppe videre til næste blog med det samme. Men for de modige og videbegærlige løftes sløret nedenfor:

Tidspunkt:

Valget vil blive udskrevet til afholdelse i anden halvdel af 2010. Den præcise dato kan endnu ikke afgøres med sikkerhed, men et kvalificeret bud kunne være tirsdag den 28. september 2010. På den måde vil Fogh forsøge at få valget overstået lige inden et nyt folketingsår går igang, og han vil – hvis han vinder – lige nøjagtig have tid nok til inden Folketingets åbning at trimme den VK-regering som han pt (november 2007) er ved at sætte sammen.

Her følger en guide til hvordan de forskellige partier vil klare valget:

K – Kristendemokraterne

Der vil i 2010 stadig være folk der kæmper for partiet, som dermed har større anseelse end det helt stendøde CD. Men de nødvendige underskrifter for at kunne opstille vil partiet ikke nå at indsamle til 2010-valget. Det eneste der kan ændre denne situation er hvis en karismatisk person dukker op ud af det blå og frelser partiet – men intet tyder på at dette vil ske lige foreløbig.

L – Liberalisterne

Da Ny Alliance nu er kommet i Folketinget på en klar nyliberalistisk økonomisk politik, bliver der ikke nær så meget plads til Liberalisterne, som partistifterne havde håbet. Derfor vil L heller ikke til 2010-valget blive opstillingsparate. Sørens også!

Ø – Enhedslisten

Enhedslisten vil få styr på de interne linjer, og kommer derfor til at opleve en pæn fremgang ved 2010-valget. Dette sker ikke mindst fordi man i meningsmålingerne i valgkampens start kommer til at ligge så tilstrækkeligt langt over spærregrænsen, at overfladiske journalister ikke umiddelbart øjner muligheden for at skrive ”det ser sort ud, pas på stemmespild”-historier baseret på højst tvivlsomme meningsmålinger. Et årti med en markedstilbedende regering har sat sit præg på en stadigt voksende del af ungdommen, der i 2010 stemmer for et fundamentalt opgør med den asociale og corporate-agtige konkurrencestat

Resultat: 3,1 % / 5 mandater (+1)

B – Radikale Venstre

Margrethe Vestager bliver stående som forkvinde, trods sin ”venstresnoethed”, og får i 2010 endnu engang lov til at føre sit modstræbende parti i kamp for den såkaldte ”røde blok”. Og det vil komme til at gå lidt fremad, Vestager vil med et vist held søge status som 'Midtens Dronning', fornuftens og samarbejdets lysende klare stemme. Ét mandat hentes fra de mere midstøgende dele af SF’s vælgerskare, ét fra angrende borgerlige vælgere med et socialliberalt gen der er begyndt at gøre ondt efter næsten ni år med Fogh.

Resultat: 6,3 % / 11 mandater (+2)

Y – Ny Alliance

Alliancen vil konsolidere sig som borgerligt oppositionsparti i perioden fra det netop overståede valg og frem mod næste. De tre åndelige ledere i partiet vil etablere en rotationsordning a la Enhedslisten i forbindelse med partilederdebatter, og det vil gavne partiet, der i takt med skolingen af egentlige politikere også vil vinde respekt i de progressive erhvervskredse, hvis interesser Ny Alliance varetager. Med Naser skubbet lidt tilbage, og Seeberg og Samuelsen lidt frem, vil Ny Alliance opleve en stor vælgertilstrømning fra borgerlige vælgere, der bliver stadigt mere trætte af Pia Ks nationalsolidariske fodslæberi.

Resultat: 6,4 % / 11 mandater (+6)

C – Konservative Folkeparti

Bendt Bendtsen vil være en slidt herre efter at have været under Foghs tøffel i yderligere tre år. Hedegaard og Espersen vil så småt begynde kampen om formandsposten, hvilket vil sætte aftryk på Konservatives valgkamp, der i øvrigt vil have ”Skattelettelser” som en af de vigtigste paroler. Partiet går tilbage pga Ny Alliances øgede kredibilitet blandt velhavende vælgere, som er trætte af småborgerligheden i DF.

Resultat: 8,1 % / 14 mandater (-4)

F – Socialistisk Folkeparti

Villy-effekten vil være løjet af ved næste valg, men til gengæld vil en yngre og mere dynamisk folketingsgruppe have sat sit aftryk i en sådan grad at det langtfra er hele den netop vundne fremgang der forsvinder ved 2010-valget. En del Villy-vælgere vil dog blive træt af den konstant opretholdte ’regeringsduelighed’ og tilpasning til mainstreamen, og derfor søge mod venstre.

Resultat: 11,2 % / 20 mandater (-3)

O – Dansk Folkeparti

DF kender sit segment og leverer de resultater som skal leveres for langsomt men stædigt at opbygge en kæmpestor base af kernevælgere. Pia K vil i efteråret 2010 erklære sig klar til endnu en periode som skyggestatsminister – så slipper DF også for den drabelige prinsedyst mellem Thulesen Dahl, Skaarup og Messerschmidt så længe – og da der stadig vil være muslimer i Danmark og terror ude i verden i 2010, vil DF endnu engang opleve fremgang

Resultat: 14,7 % / 26 mandater (+1)

V – Venstre

Folket vil være trætte af Fogh i 2010, og det vil kunne mærkes på Venstres tilslutning der vil dale markant, uanset hvor professionelt valgkampen så bliver udført. En del Venstre-vælgere vil gå til DF, hvis værdier de efterhånden godt tør sige at de identificerer sig mere med, en anden del vil gå til Ny Alliance, og her er værdispørgsmålet ligeledes det afgørende. Det kommer til at gøre nas på Venstre næste gang - det tærer at have førertrøjen på.

Resultat: 21,1 % / 37 mandater (-9)

A – Socialdemokraterne

Helle Thorning-Schmidt vil endnu engang gå til valg på velfærd. Og efter at have taget først den borgerlige presses forsøg på fuldbyrdet karaktermord, og siden en sviende valgnederlag, i stiv arm vil hun have vundet respekt nok i befolkningen til at S går markant frem – dertil skal selvfølgelig lægges at den offentlige sektor om tre år vil være endnu mere udhulet end idag, hvilket vil kunne mærkes af både ansatte og brugere. Det giver også ekstra stemmer, og sosserne kommer til at lægge ordentlig luft til Venstre ved 2010-valget.

Resultat: 29,1 % / 51 mandater (+6)

Slutstillingen kommer til at se således ud:

ABFØ: 87

VCOY: 88

Altså kan den borgerlige blok, end ikke med Ny Alliance med på vognen, hente de magiske 90 mandater i selve Danmark.

Det spændende er nu – som stort set altid - hvad der sker for de noget under 100.000 vælgere i Nordatlanten.

Ved valget i 2007 gik ét færøsk mandat til hver af blokkene – og denne tendens fortsætter, idet Sambandspartiet, Venstres søster, påny henter et mandat og det andet fortsat går til Folkeflokken. Altså intet nyt under den lave regnsvejrshimmel fra dén kant.

På Grønland gik begge mandater i 2007 til den røde blok – hhv fra venstrefløjspartiet IA og fra Siumut, ækvivalenten til Socialdemokraterne.

Men i 2010 kommer det til at gå anderledes!

Søren Espersen har fra og med november 2007 mundkurv på om grønlandske forhold, og uden hans arkaiske, kolonialistiske udmeldinger i ny og næ – og med en stor økonomisk klimapakke som klimaminister Connie Hedegaard i 2009 skaffer grønlænderne til så de kan håndtere udfordringerne fra den globale opvarmning – tør den grønlandske befolkning op overfor det borgerlige Danmark, og det konservative parti Demokraterne snupper derfor med snæver margin det ene mandat fra Siumut.

Den ENDELIGE slutstilling af valget i 2010 bliver dermed:

ABFØ: 89

VCOY: 90

Anders Fogh mister sit faste flertal, og må gå i mindretalsregering med de Konservative og skal derfor - ak og ve – til at finde flertal fra sag til sag. Men han fortsætter som statsminister, med opbakning fra såvel storby- (Y) som landsbytosser (O)! Løkke og EU har også kun godt af at vente lidt!

Således går altså valget i 2010!

PaaMaaOgFaa skal beklage hvis resultatet skuffer personer der sympatiserer med den røde blok. Men eftersom der nu ikke er noget at gøre ved udfaldet næste gang, kan I jo ligeså godt vente yderligere 5-6 år med at kaste jer ind i værdi- og fordelingskampen...

FV07: Venstre (V)

15. nov 2007 00:59, Propagandalf

Dansk Folkeparti har før fået grove høvl i denne blog. Men PaaMaaOgFaa gider ærlig talt ikke spilde mere tid på dem i denne omgang. Vi HAR allesammen hørt jeres kulturracistiske ævl; der er ingen grund til at I gentager det - vi HAR lagt mærke til de brogede jersey-køer i jeres DK4-agtige valgvideoer. DF er yesterday's news og ikke særlig udfordrende at gøre grin med. Det kan jo selv storbytosserne i Ny Alliance finde ud af...

Lad os hellere taget et kig på regeringspartiet Venstre.

PaaMaaOgFaa hører til de 48 komma something procent af befolkningen som dybest set er enormt trætte af at se på ham Anders fra Skals.

Han - det personificerede Venstre - er sluppet afsted med at føre Danmark i angrebskrig, ikke for olie men for ordrer fra det amerikanske marked. Han er sluppet afsted med at slagte miljøområdet (ikke en fugl, ikke en frø, ikke en fisk kan undgå at få kvalme af Fogh-regeringens hykleri og retoriske giftudledninger).

Han er sluppet afsted med at overtage DFs asyl- og integrationspolitik uden at det tilsyneladende har kostet ham 'liberale' stemmer. Han er sluppet afsted med at fjerne milliarder af kroner fra ulandsprojekter for at give dem til skattelettelser.

Og han er sluppet afsted med at igangsætte alletiders demontering af det offentlige velfærdssamfund, som det tog arbejderbevægelsen det meste af det 20. århundrede at tilkæmpe sig. Det er en erklæret V-strategi at lade væksten i det private stige mere end væksten i det offentlige over en årrække. Målet er stadigvæk minimalstaten, men Anders er en grundig mand som godt véd at ting tager tid. Derfor foretrækker han at gå med små skridt i flere på hinanden følgende valgperioder, fremfor at omkalfatre totalt i Milton Friedmans billede lige fra dag 1.

I går aftes den 13/11 var der valg - og valget fik som håbet herfra fået velfærden øverst på dagsordenen. Socialdemokraterne formåede i valgkampen at surfe på velfærdsprotestbølgen og opfordre danskerne til at VÆLGE mellem skattelettelser (det privatiserede samfund; de riges samfund) og velfærd (det offentlige samfund, det demokratiske samfund).

Men desværre - og dette kan ikke beklages nok - var det tydelige velfærdsfokus ikke helt nok til at vælte Fogh i denne omgang.
I den amerikanske kriminalforsorg bruger man udtrykket "Three Strikes and You're Out": Dummer du dig én gang får du en tidbegrænset straf. Dummer du dig så endnu en gang får du endnu en tidsbegrænset straf. Men tredje gang bliver du idømt livstid. Uanset hvor lille tredje forseelse er.

Det er fristende at bruge denne logik som en analogi til den "brøde" danskerne netop har gentaget for anden gang:

Ved at lade VK få fornyet mandat lige før overenskomstforhandlinger, forfatningstraktat og strukturreform har man i realiteten åbnet en ladeport for irreversible forandringer i velfærdssamfundet - eller i det mindste ændringer så fundamentale, at det vil tage en livstid at rette op på dem. Også selvom flertallet til VKO er mere spinkelt denne gang - selvom "forseelsen" er en anelse mindre.

Man kan kun sætte sin lid til at velfærdsbevægelsen er sig sit ansvar bevidst og er klar til at rykke ind i en ny og mere konfliktuel fase, ligeså snart den ny regering er på plads: Det kan meget vel være, at Fogh har 50,1 % af befolkningen og 80 % af rigdommen i Danmark bag sig. Men det betyder ikke at han nødvendigvis kommer til at få et øjebliks fred i de kommende tre-fire år. Som det britiske arbejderklasseorkester Kaiser Chiefs skrålede for et par år siden: I predict a riot!

Men lad os foreløbig med alt andet end rettidig omhu forsøge at bedømme Venstres valgkamp. Partiets defensive og åleglatte valgkampstrategi må betragtes som en succes på trods af at Venstre faktisk blev frarøvet stemmer tilsvarende et parti af Ny Alliance-størrelse...

UNDERHOLDNINGSVÆRDI: 2

Der er ingen slinger i valsen når Venstres valgmaskineri kommer i gear. Der er én hovedperson, og det er Fogh. Der bliver spinnet, gentaget floskler, spist shawarma, opremset milliardbeløb og løbet kondiløb til den store guldmedalje. Det er ultra-forudsigeligt, ultra-kedeligt, men nok desværre også ultra-effektivt. Eneste grund til at Venstre ikke dumper er de nærmest fjollede videoer med drengen Philip der udspørger Fogh.

Nyd bare følgende selvudleverende guldkorn:
Philip: "Hvorfor skal der egentlig være en statsminister?
Fogh: "Det skal der bare!

Klarere kan det ikke siges - sådan ordner en stor statsmand et nævenyttigt skolebarn alene ved brug af sin jævne, sunde fornuft.

VALGVIDEO: 4

Kitschet pop af den slags der er obligatorisk tilbehør til et indslag i OBS ledsager videoen, hvis indhold er Fogh i fin hvid skjorte, skøjtende henover politiske fokusområder som "klima" og "integration". Med sin kombination af tv-mediet og internetmediet (der henvises hele tiden til Venstres hjemmeside) demonstrerer videoen på fornemste vis, hvor informationsteknologien var nået til for seks-syv år siden. Ja, hvis ikke det var fordi Fogh brugte tiden på at rose sig af allerede gennemførte tiltag kunne man godt forledes til at tro at det faktisk ER valgvideoen fra 2001 som Venstre blot har valgt at genbruge.

UNGDOMSOPBAKNING: 4

Hvordan udnytter man bedst ungdommens friske kræfter til at blive genvalgt? Tilsyneladende ud fra følgende formel...

Tag 400 kåde handelsskoleelever i kønsratioen 1 pige til 3 fyre. Drik dem småsnalrede og få dem til at hoppe op og ned foran snurrende tv-kameraer, mens de råber følgende ad nauseam:

"Danmark - har brug for - en BOR-GER-LIG - LIBERAL - ReGEring iGEN - hvad har Danmark brug for?" "Danmark - har brug for - en BOR-GER-LIG - LIBERAL - ReGEring iGEN - hvad har Danmark brug for?" "Danmark - har brug for - en BOR-GER-LIG - LIBERAL - ReGEring iGEN - hvad har Danmark brug for?" "Danmark - har brug for - en BOR-GER-LIG - LIBERAL - ReGEring iGEN - hvad har Danmark brug for?" "Danmark - har brug for - en BOR-GER-LIG - LIBERAL - ReGEring iGEN - hvad har Danmark brug for?" "Danmark - har brug for - en BOR-GER-LIG - LIBERAL - ReGEring iGEN - hvad har Danmark brug for?" "Danmark - har brug for - en BOR-GER-LIG - LIBERAL - ReGEring iGEN - hvad har Danmark brug for?" "Danmark - har brug for - en BOR-GER-LIG - LIBERAL - ReGEring iGEN - hvad har Danmark brug for?" "Danmark - har brug for - en BOR-GER-LIG - LIBERAL - ReGEring iGEN - hvad har Danmark brug for?" "Danmark - har brug for - en BOR-GER-LIG - LIBERAL - ReGEring iGEN - hvad har Danmark brug for?" "Danmark - har brug for - en BOR-GER-LIG - LIBERAL - ReGEring iGEN - hvad har Danmark brug for?" "Danmark - har brug for - en BOR-GER-LIG - LIBERAL - ReGEring iGEN - hvad har Danmark brug for?"

VU - I freakin' fuckin' love ya'! Uden jeres hjælp ville Fogh have vundet meget større...

SLOGAN: 4

"Vi kan gøre det endnu bedre"

Venstres slogan appellerer mest til de allerede enige. Vi andre fristes til at spørge "Jamen hvorfor har I så ikke gjort det endnu?"

I ALT: 14/48

FV07: Ny Alliance (Y)

11. nov 2007 16:41, Propagandalf

 

Partiet som (midlertidigt) har hugget Venstresocialisternes bogstav er en joke. Vælgerne véd det (særlig de af dem som har overværet paneldebatter med ynkværdige u-kendisser fra NA, de seneste par uger), medierne véd det – og folkene bag partiet véd det nok også godt selv. Efterhånden.

 

 

Man havde nok alligevel troet at et parti, som inkarnerer den Ny Kapitalismes ånd (”Lad os alle kramme, sidde i rundkreds – og tjene boksen!”) ville kunne opbyde lidt mere konsistens i den korte valgkamp, end tilfældet har været.

 

Khader og co. skal nu nok snige sig komfortabelt ind alligevel. Og det ser faktisk stadigvæk ud til at de kan blive den berømte (!) tunge på vægtskålen. Men det folkeligt-demokratiske fornyelsesprojekt som Khader har forsøgt at lancere som fernis for sin velfærdsnedbrydende økonomiske politik er for længst kuldsejlet. Hvilket så absolut er et sundhedstegn, set herfra!

Hal Koch, som Khader ynder at namedroppe, ville nok have været den første til at indvende, at det er fuldstændig misforstået at idealet ”samtaledemokrati” kan oversættes direkte til ”ingen grundholdninger – bortset fra lavere skat”, som NA har forsøgt at gøre.

 

Og nu til det letkøbte:

 

UNDERHOLDNINGSVÆRDI: 12

Tak, Alliance! Tak for det ene klovnede tiltag efter det andet. Tak for at sende absolut utrænede kandidater ud til paneldebatter, tilsyneladende på må og få, uden nogen form for koordinering.

Tak for erhvervsgeniet Lars Kolinds forslag om at gøre Fyn til forsøgsområde; et nyliberalt laboratorium. Tak tillige for den lidet neutrale, men til gengæld til overflod moralske, Røde Kors-hyrde Jørgen Poulsens humoristiske indspark til valgkampen – senest forslaget om at det skal være portofrit at sende breve til danske soldater i Afghanistan.

Tak fordi jeres partileder Khader (som i øvrigt er uddannet cand.polit) ikke kan formidle hvordan jeres eneste kongstanke om lavflad skat egentlig skal forstås.

Tak for at køre en så uprofessionel valgkamp, at den store erhvervsmand Asger Aamund ser sig nødsaget til at iføre sig vendekåben og undsige sin egen datter samt det projekt, som han ellers hjertens gerne ville have støttet ihærdigt (i hvert fald ligeså længe det kunne betale sig).

Og tak for slagsangen! Vi har godt nok hørt den før i adskillige TV2-julekalendre, men pyt!

 

Tilfældet Ny Alliance er med til at bekræfte den gyldne regel om, at der ofte gælder et omvendt proportionalt forhold mellem underholdningsværdi og politisk tyngde.

 

VALGVIDEO: 4

Ny Alliance ville eje millioner hvis fluffyness var guld! (Nu må de nøjes med de håndører, som en række hovedrige erhvervsledere smider efter dem!)

Valgvideoen består af en perlerække af ”almindelige danskere” i alle former og farver (+ selvfølgelig partiets tre åndelige ledere), som på skift og med korte klip, opstiller modsætninger, som Ny Alliance ønsker at overskride.

Det realpolitiske indhold i udsagnene er millimetertyndt. Men nu handler det jo for NA heller ikke om indholdet – mere om selve intentionen om at ville bygge bro!

Så lad os da glemme at Kejseren intet har på og bedømme NA på egne, dvs. mavefornemmelsernes, præmisser: De tre minutters luftig og sukkersød retorik giver mest af alt en let kvalm fornemmelse indeni: Følelsen af at man har spist alt for meget flødeskum.

 

UNGDOMSOPBAKNING: 00

Ungdommen as such var vistnok i starten ret begejstrede for Khader-alliancens good vibes og ”Let’s All Be Friends”-karma.

Men det spæde parti har endnu ikke formået at opbygge en decideret ungdomsorganisering. I hvert fald ikke én der markerer sig selvstændigt med hjemmeside, materialer og det obligatoriske ”lir”.

Til gengæld fik en ung repræsentant fra partiet, Benjamin Dickow, absurd nok lov til at deltage som ”ungdomsformand” da seks ungdomspolitiske ledere blev lukket inde i et døgn for at løse Danmarks fremtidsproblemer. (De kom i øvrigt frem til at en af de vigtigste løsninger var at sænke skatten – utroligt, men sandt!).

Hvordan det er mislykkedes for et borgerligt midterparti, der går til valg på programmet ”Fed, fed lykke til alle” at bide sig ordentligt fast blandt ungdommen, er et mysterium.

 

Alt i alt må det konkluderes, at Alliancen dumper netop denne gruppeeksamen.

 

SLOGAN: 10

”Ryst posen!”

 

Hvilken bedre måde at signalere fornyelse på end ved at vælge et udtryk, som oftest høres brugt i tilrøgede bankohaller, til idrætsforeningers julebasarer og andre steder hvor den globalt orienterede kreative elite opholder sig? Det må indrømmes: Den folkelige tone kombineret med det umisforståelige imperativ er godt udtænkt. Sloganet vil med garanti tiltrække folk der reelt slet slet ikke er rige nok til at dele interesser med Ny Alliances stiftere.

I alt: 26/48

FV07: Socialdemokraterne (A)

9. nov 2007 20:15, Propagandalf

 

Anthony Giddens’ neoliberale tredjevejssocialdemokratisme har forlængst bidt sig fast som husfilosofi hos det gamle arbejderparti – og i takt hermed (men ikke nødvendigvis som følge heraf) er vælgertilslutningen dalet, sådan at det der er et socialdemokratisk kanonvalg i 2007 – fx 30 % af stemmerne – ville have været en eklatant fiasko for bare 20 år siden.

 

Men der bliver kæmpet, gør der. Sass’s Sosser har ikke tænkt sig at lægge sig fladt på maven.
Og man har ovenikøbet forstået befolkningens vink med en vognstang om at man faktisk gerne ser velfærdssamfundet forsvaret – også af det parti der i mange år har haft succes med at bilde folk ind, at det var dem der skabte det.
Således går S til valg på at styrke den offentlige velfærd – hvilket er paradoksalt, men opmuntrende, al den stund, at socialdemokraterne brugte det meste af tiden i Nyrups regeringsperiode på at liberalisere og effektivisere selvsamme offentlige sektor – på at fravælge velfærd til fordel for marked.

 

Underholdningsværdi 2

 

Socialkammeraterne har ikke leveret nogle rigtige brølere i denne valgkamp, ikke så meget som en antydning af den ulmende fløjkrig har vi set. Og Helle har endelig fundet melodien (’Velfærd eller skattelettelser’) hvorefter hun de seneste uger blot har kørt skånselsløst på repeat. Selv Henrik ’jeg kan ikke fordrage fagforeninger’ Sass virker underligt strømlinet i denne valgkamp. Ja, han har sågar til tider nærmest virket skarp og fokuseret. Det er utroligt hvad duften af ministerie kan gøre ved en midaldrende mand.

 

Valgvideo 10

 

Propaganda i international klasse. Zentropa har produceret, og det borger for subversiv kvalitet: Helle der hælder kartoffelmos op af foliebakke på et plejehjem. Helle der klapper lille mørklødet dreng på hovedet i børnehave. Helle der står midt i en sal af totalt opslugte tilhørere (sandsynligvis en socialdemokratisk vælgerforening) og ikke rammer én betoning af én stavelse forkert i samfulde tre minutter. Helle der er seriøs men ikke Lykketoft-seriøs, indigneret men ikke venstrefløjsindigneret, nydelig og smuk men ikke total-dullet-op-sminket. En video designet til at ramme en gennemsnitlig offentlig ansat lige i solar plexus. 

 

Ungdomsopbakning 4

 

I forhold til moderskibets størrelse, så er det en meget lille ungraket socialdemokraterne fyrer af.
DSU er overhalet venstreom i medlemstal af SFU, og man kan undre sig over at et parti der i så høj grad baserer hele sin eksistens på taburetter i tinget, ikke kan mobilisere mere, bredere og vildere i de sølle tre uger hvert tredje år, som valgkampen varer.

 

DSU kører for gud ved hvilken gang i træk med som fremmeste valgkampssstunt at adbuste en filmplakat, så den gør grin med den borgerlige fløjs kendte ansigter. Legenden fortæller at denne tradition opstod i 1932 da unge Krag og HC Hansen en dag tog tidligt fri omkring kl. 21 og tog i Kino for at se den nyeste med Marguerite Viby. På den efterfølgende druktur fik de idéen til Danmarkshistoriens første filmspoof. Og siden har DSU så bare trykket på copy-paste i mental forstand, hver eneste gang de burde have været kreative.

 

Slogan 12
”Vi vælger velfærd”
Tre små ord. Brug af en alliteration – et virkemiddel som også PaaMaaOgFaa finder forfærdeligt fængende – og et budskab, der står krystalklart: Der skal prioriteres; man kan ikke få både i pose (velfærd) og sæk (skattelettelser), og socialdemokraterne er klar til denne prioritering. Selv Venstres newspeak-bralrende reklameløver bliver sat eftertrykkeligt til vægs i denne kategori. Topkarakter!

 

I alt: 28/48

FV07: Kristendemokraterne (K)

7. nov 2007 21:44, Propagandalf

Miniputterne i dansk politik, Kristendemokraterne, er – særligt i sammenligning med sine europæiske søsterpartier - som hovedpersonen, Oscar, i Günter Grass' roman Bliktrommen:

En treårig purk, der er holdt op med at vokse - og nu må rende rundt i gulvhøjde og finde sig i at blive behandlet som et lille barn af de voksne i en ond, ond verden, endskønt viljestyrken er stærk, og ånden ren.

PaaMaaOgFaa kan ikke lade være med at tænke på Bodil Kornbek, ud fra disse linjer (fra litteratursiden.dk): "Ofte retter den unge Oscar sin stemme mod den passive, konservative og småborgerlige verden som han stammer fra og hader af hele sit hjerte." Om Bodil, ligesom Oscar, kan få glas til at splintres ved hjælp af sin stemme er dog nok mere tvivlsomt. Trods alt. 

Underholdningsværdi: 2

Efter at abortmodstanden, partistifternes hjerteblod, er taget ud, er den sidste kontroversielle gnist slukket. Nu hedder opskriften 'traditionelle familieværdier, masser af folkekirke og en knivspids miljø'. Knastørt og svært at sælge.

Nej, KD er der ikke megen sjov ved, og kun Bodil Kornbeks hidsige retorik i partilederrunderne redder KD's bagdel på dette punkt.

Igen kunne Grass' roman være til inspiration, hvis KD ønsker at spiffe sig lidt op: Hvad med at anskaffe sig en Bliktromme, som Bodil kan slå på når hun føler sig forurettet eller vil have naziparader til at gå ud af takt (nok mest det første). Den vil medierne lynhurtigt sluge og kanonisere som symbol for partiet. Eneste ulempe er at en tromme nok er lidt uhandy at have med i et tv-studie end, fx, en Gucci-håndtaske.

Valgvideo: 7

Afslappet (læs: søvndyssende) jazz som muzak, og harmoniske (grænsende til det søvndyssende) hygge-familien-Danmark- sommer-arbejde billeder vekslende med partiforkvinden der siger ”miljø, familie og kristne værdier” på omkring tres forskellige måder. Ikke noget der kan ophidse, endsige opildne en sjæl øst for Bibelbæltet, men sandsynligvis lige i målgruppen. Ganske solidt.

Ungdomsopbakning: 4

Endnu et område hvor KD af indlysende årsager ikke rigtig er kommet ud over rampen. Men KD kommer solidt over i det mindste denne kategoris dumpegrænse fordi de faktisk HAR en ungdomsorganisering, som tilsyneladende fører valgkamp: www.kdu.dk

At designet så er tyvstjålet fra læskedrikken Fantas seneste reklamefremstød gør mindre. Dog kunne man godt have ønsket sig at KDU i det mindste havde været ærlige nok til at tilføje Fantas slogan til siden. Det ville nok også have bidraget lidt til hipfaktoren.

"Kristendemokratisk Ungdom: Stay Bamboocha!" I can dig it...

Slogan: 7

"Vi tror på dig - hvad tror du på?"

En kæk spillen på det kristne budskab. En fin og taktisk vellykket leflen for individet, i betragtning af at vi taler om et parti, som ønsker at omlægge velfærdssystemet a la Sydeuropa, sådan at man modtager ydelser pr. familie, og ikke pr. person. Som sådan vellykket.

Eneste problem er, at man lidt har på fornemmelsen at KDerne ikke synes man er HELT god nok, hvis ikke man instinktivt råber GUD! hver gang man ser en plakat med sloganet. Det genererer kort sagt smådårlig samvittighed, hvilket alt andet lige nok ikke er et supergodt udgangspunkt for at skovle stemmer ind! At plakaterne så inviterer til at en vittig hund med en sprittusch besvarer spærgsmålet med "Spærregrænsen" skal lades usagt her. Man skulle jo nødigt give nogen gode idéer!

I alt: 20/48  

FV07: Det konservative Folkeparti (C)

5. nov 2007 23:36, Propagandalf

 

Så er der dømt ’demokrati’ igen.

Storsmilende semikendisser klynges sætvis op i lygtepælene, banal bogstavleg udspredes fra landets førende politiske kommentatorer, og der købes meningsmålinger. Oceaner af meningsmålinger.

 

For at fordrive den ulideligt spændende ventetid indtil vi ved om tidens strømpil peger mest i retning af Nasers storborgerlige eller af Pia K’s småborgerlige værdier, bringer PaaMaaOgFaa i de næste dage en guide til valget.

 

Vi begynder med det ældste parti – det konservative Folkeparti, partiet hvis ideologiske ballast oprindeligt bygger på en forgangen rigmandsstands rygmarvsreaktion mod frihed, lighed og broderskab, men som i dag for nemheds skyld begrænser sig til én grundidé: ”De rige skal betale mindre i skat!” (Hvilket i øvrigt er et standpunkt man i konservative kredse på intet tidspunkt siden den franske revolution har fraveget – Jo, de konservative véd man for alvor hvor man har).

Bedømmelsen af de forskellige partier foregår naturligvis efter den nye karakterskala, der af indlysende årsager går fra -3 til 12.

UNDERHOLDNINGSVÆRDI: 7

Bendt B er en bytter. Hans brægende fynske tågesnak om økonomisk ansvarlighed er søvndyssende, og hverken Lene Espersen-fløjen eller Connie Hedegaard-fløjen har tilsyneladende tænkt sig at fare i flæsket på modparterne i denne valgkamp. Det tæller ned.

Til gengæld er Paula Larrain, samt de vedholdende rygter om hendes store begavelse, ganske underholdende. Det samme er det faktum, at ”morgensang i folkeskolen” kan tælle som politisk hovedvision og deltagelse i Vild med Dans som kvalifikation for en politiker. I hvert fald indtil man finder ud af at det ikke er en vits, og at den eksilchilenske vindbøjtel, som selv Naser Khader vejede og fandt for let, sandsynligvis ryger i Tinget med tårnhøje personlige stemmetal.

 

VALGVIDEO: 4

De to kvindelige kamphaner flankerer Bendt i en efterårsfalmet bøgeskov (en metafor for Danmark, red.), hvor de på skift udfolder de konservative visioner. Bendt mindes med nostalgi sine ungdomsdage i politistyrken, hvor han ofte mødte en masse subsistensløse, psykisk syge – men som han siger, det problem er jo løst nu. Lene fortæller at pædofile skal straffes og at terror er noget snavs, mens Connie triumferende beretter at andelen af vedvarende energi er steget med fem procentpoint, og forhåbentlig stiger med yderligere 14 procentpoint over de næste 18 år.

Nåja, og så bliver det også lige nævnt, at skatten skal ned.

De konservative får kort sagt ikke meget for de uden tvivl svinedyre reklamebureaukroner.

 

UNGDOMSOPBAKNING: 2

Konservativ Ungdom har ikke været så langt fremme i skoene denne gang. Man har åbenbart fyret Nik & Jay som politiske rådgivere, og kører udpræget low-key, i modsætning til 2005, hvor alle landets gymnasieelever skreg af grin over KUs Pro-kapitalistiske merchandise.

Måske skyldes tilbageholdenheden, at der faktisk ikke findes ret mange KU’ere i Danmark længere. Og måske har de tilbageværende mest af alt travlt med at finde lejligheder på Nørrebro, så de kan give den som helt tilfældige naboer, næste gang pressen begiver sig ud for at finde harme og væmmelse over Ungdomshusbrugerne.

 

SLOGAN: 4

”Vi holder Danmark på sporet”

Det er næsten lidt flabet, ikke? Efter at have haft trafikministerposten i årevis, i en periode hvor DSB er kørt helt i hegnet, så vælger man et slogan, der leder tankerne hen på en samvittighedsfuld, gråhåret togforstanderfunktionærtype, der med punktlig nidkærhed og nidkær punktlighed bliver ved sin læst, gør sin pligt og ser til at ingen afsporinger finder sted i gode gamle Dannevang.

 

Man formoder, at der er tale om en metafor for en økonomi der kører på skinner, med et skattelettet erhvervsliv som lokomotiv, men PaaMaaOgFaa kommer uvist af hvilken årsag mere til at associere slagordet med Kultur-Brian i smækbukser, der sidder på stuegulvet og bevidstløst hamrer et modeltog ind i væggen, mens mor Lene slider i køkkenet og Per Stig tager sig en morfar i lænestolen, godt gemt bag Weekendavisen.

”Vi holder skattelettelser på bordet” ville have været et langt mere rammende slogan for de konservatives reelle bidrag til Danmarks politiske liv. Før, nu og i fremtiden.

 

I alt: 17 points ud af 48 mulige

Mick Jagger som gullaschbaron?

20. okt 2007 00:03, Propagandalf

Hører du også til dem, der altid har fundet ungarsk folklore en anelse triviel? Så fortvivl ikke - udfrielsen er her !

Dette YouTube-klip, med et band kaldet Z'Zi Labor, får Tommy Seebach til at fremstå som både distingveret, seriøs og vestlig.

Postmodernisme-effekten er hysterisk høj:
Det er rhytm'n'blues, stjålet fra omstrejfende sorte musikanter af engelske arbejderklasserødder, og dernæst stjålet fra engelske arbejderklasserødder af g(eni)ale magyarer med hang til Rene Dif-vokal, pasteltøj og old school tøjleri.

Man skal nok se det... 

Jeg er ikke dansker (mere)

16. okt 2007 18:47, Propagandalf

 

Mangt en gang har jeg henvist til Grundtvigs dejlige, åbne definition af danskhed, når talen er faldet på med- og statsborgerskab, flygtningepolitik og ikke mindst Dansk Folkeparti.

For sagde Grundtvig ikke noget så inviterende tolerant og anti-langballesk som : "Enhver er dansk, som regner sig selv som dansk" i en af sine mest kendte digte?

Jo, det gjorde han faktisk (sådan cirka). Og så alligevel: under en løs bladring i Højskolesangbogen fandt jeg tilfældigt dén sang, hvor den berømte - og af sammenhængen ofte udrevne - sentens er at finde.

Verset går:


Til et folk de alle hører,
som sig regne selv dertil,
har for modersmålet øre,
har for fædrelandet ild;
resten selv som dragedukker
sig fra folket udelukker,
lyser selv sig ud af æt
nægter selv sig indfødsret!

(Folkeligheden, 1848) 

hvilket faktisk kom lidt bag på mig.

Jeg kan nu konstatere, at jeg højst kan opfylde to af de krav til danskhed, som Grundtvig opstiller. Jeg bilder mig ind at have et ganske glimrende øre for modersmålet, og regner mig, om ikke andet så af pragmatiske årsager, for at høre til det danske folk, da det nu engang er det der står i mit pas.

Men - ak - uanset hvor meget jeg prøver, så har jeg desværre ikke "for fædrelandet ild". Det kan højst blive til en gnist i ny og næ (og da én som slukkes ligeså snart Spanien kommer foran)

Som stolt dragedukke (hos Grundtvig vistnok i betydningen 'afviger') drager jeg hermed konsekvensen og lyser mig selv ud af æt.

Og indfødsretten? Den kan Langballe få at stikke lige op i folkeligheden!  

Far velfærd?

26. sep 2006 00:30, Propagandalf

PaaMaaOgFaa undskylder den forsinkede opdatering og slår derefter kækt forsinkelsen hen med en lille, rask talemåde:

"Bedre sent end aldrig" som man jo siger.

Hvilket dybest set er temmelig upræcist.

For det er vel ikke altid at sent er bedre end aldrig!?
Tænk for eksempel på oprettelsen af TV2s nye nyhedskanal, pladekontrakten til Nik & Jay eller landsholdsudtagelsen af Dennis Rommedahl.
Unægteligt allesammen tilfælde i hvilke 'aldrig' langt ville have været at foretrække fremfor 'sent'.

Men det får være!

Der sker vigtige ting i øjeblikket:

Far er ikke skuffet. Han er vred. Far er nødt til at inddrage vores kommunale selvstyre, når nu vi ikke kan passe ordentligt på det. Far har faktisk mest lyst til at give os stuearrest og sende os i seng uden aftensmad. (Ikke i symbolsk forstand. For alvor!)

Men han holder sig i skindet gør han, for han er trods alt ikke 'Far 4 Life', men kun indtil næste valg, hvor Mor kan ske at blive valgt til far i stedet for Far, hvis ikke Far har været flink. Nok.

Far er med andre ord en presset mand. En presset Far. Som i øjeblikket overvejer om han tør satse 100% på at køre den hårde linie mod sine uvorne unger - eller om der skal bestikkelse på bordet for at vinde ungernes respekt
- for 80 milliarder kr. tivoliture, playstationspil og lørdagsslik.
Se, dér har du en besnærende tanke.

Hører du også til blandt dem som ikke helt kan lade være med at grine når Far hidser sig op, så tjek:

www.velfaerdtilalle.dk



-----
Hurtigere end en uligevægtig indsatsleder kan nå at skråle "skyd efter benene" skal PaaMaaOgFaa også lige huske at udtrykke sin dybeste respekt for den danske politietats ultraprofessionelle tilgang og afslappede facon.
Ved weekendens anslag mod vores demokratiske smørhuls fortsatte eksistens, blev ikke færre end 268 unge mennesker anholdt. Det må vist være ny rekord. Godt gået drenge og enkelte piger! Ekstra citronmåne til hele banden!

Man må tage 'hatten' af (erstat selv med 'burkaen', 'elefanthuen' eller 'skyklapperne' efter forgodtbefindende), for politiets eminent virkningsfulde taktik med at stuve nysgerrige, førstegangsdemonstrerende 15-årige ind i salatfade, hvor de så på vej til kachotten kan sidde og blive enige med de andre anholdte - mange af dem garvede gadekæmpere - om hvor tosset det da sørme også er at udfordre politiets voldsmonopol, og hvor meget de fortryder at de nogensinde fik den idé at bruge gaden til andet end at køre i bil på.
Uden sammenligning i øvrigt, kan man blot tænke på den berømte scene fra Drengene fra Sankt Petri, hvor drengene bliver nappet af tyskerne og på vej til arresten synger en fin lille sang om hvordan det der med modstandskamp nok alligevel er en ret dum idé.

Eller hvad det nu var de gjorde....

--------------------


Og så kan der vist heller ikke på stående platfod klemmes mere kornfed sarkasme ud af denne uges tilskikkelser i vor hjemlige andedam.
Derfor går vi direkte til ugens anbefalinger:

--------------------

Månedens musikbefaling:
'Wolf Biermann - Lieder vom preussischen Ikarus' (fås via bib og velassorterede pladebixe)

Det er følelsesladet. Det er politisk. Og det er tysk, noget så nådesløst tysk. Den gamle sangskriver Wolf Biermann er et geni - han er det som Bob Dylan ville have været, hvis Bob Dylan tilfældigvis havde været fra Østtyskland og ikke fra Midtvesten. Og omvendt.
Herfra skal blot lyde et rungende og indfølt: Lyt!

--
Månedens web-befaling:
www.dr.dk/liga.

Ok, ok...Det er i virkeligheden ikke så meget hjemmesiden som det medfølgende og på nettet tilgængelige tv-program, Liga.dk, som skal anbefales.
Liga.dk er et musikprogram som hjælper de mindre danske bands frem ved at spille deres videoer, samtidig med at de mere kommercielle bands gøres til grin af den charmerende ambassadør-søn Kristian Leth, som udfylder værtsrollen med fynd, klem og utroligt pæne briller.
--
Månedens tåbe/helt:

En skurk, det er hvad han er. Men en djævelsk underholdende skurk.
Som du sikkert allerede har regnet ud, hentydes der til den anonyme fotograf fra Jyllands-Posten, som under et ophold i Nuuk er blevet smidt hjem fra Galathea-ekspeditionen mere end 7 måneder før tid.
Med udsigten til på godt dansk at være "stuck" blandt vindtørre forskere i hovedparten af et år er den unge herre tilsyneladende blevet skruphamrende desperat efter lidt action:
På de få uger skibet har været afsted har fotografen BÅDE nået at indlede et forhold til en af de 18-årige gymnasiepiger som skriver biologiprojekt ombord på skibet OG at bryde ind i officerernes kahyt, for at få fingre i den eneste spiritus der var at hente på det ellers helt tørlagte videnskabsskib.

Man fristes til at spørge sig selv hvordan den muntre fotograf dog nogensinde troede han kunne slippe afsted med at opføre sig SÅ ubetænksomt og provokerende uden at det ville få konsekvenser.

De må skamme sig over ham på Jyllands-Posten!

Indlæg udskudt

19. sep 2006 00:13, Propagandalf


PaaMaaOgFaa beklager at der ikke er kommet en opdatering henover weekenden. Der arbejdes paa sagen! Paa højtryk. Paa ære.




Regeringens italienske salat

4. sep 2006 03:01, Propagandalf


"Velfærdens Finanslov"

Under denne smukke betegnelse forsøgte finansminister Thor Pedersen tidligere på ugen at markedsføre regeringens forslag til det statslige husholdningsbudget for 2007.
Som enhver handelshøjskoleelev véd, så handler det i salgssituationen ikke i så høj grad om produktets kvalitet og indhold, men mere om dets indpakning.

Derfor måtte 'lune Thor' og de andre etisk udfordrede topdrenge i Venstre tænke kreativt, da endnu en rugbrødstør finanslov skulle sælges til en slagsordshungrende dansk presse. Løsningen blev - måske inspireret af gode gamle Kaj Ikast - at smøre pressen og vælgerne et stykke fedtet, højtbelagt ordflom som let kunne glide ned og ind, først i avisernes overskrifter og derfra videre ind på vælgernes lystavler.

Der er som bekendt ikke italienere i Italiensk Salat (formentlig som følge af en eller anden restriktiv EU-lovgivning på fødevareområdet)
Og der er på tilsvarende vis heller ingen velfærd i 'Velfærdens Finanslov'. (Naturligvis, fristes man til at sige)

Det er ikke nødvendigt her at opremse alle svinestregerne og de skjulte forringelser i finanslovsforslaget - det klarer oppositionspartierne ganske fint.

Blot skal PaaMaaogFaa her bringe et velment råd til de talrige borgerlige spindoktorer blandt vore læsere:

Lad dog være med at 'spille velfærdskortet' netop nu hvor danskerne for alvor er begyndt at notere sig negligeringen af den offentlige sektor!

Det giver bagslag og virker utroværdigt at proklamere sig Velfærdens Vogtere når enhver kan se at den offentlige service langsomt men sikkert forringes, fordi kommunerne bevidst bliver udsultet økonomisk af en erklæret privatiserings-orienteret regering.

Det er egentlig ganske simpelt: Regeringen overlever ALDRIG, hvis næste valg kommer til at handle om offentlig velfærd.
For danskerne støtter massivt op om folkeskole, offentlig børnepasning, sundhedsvæsen og ældrepleje  - og de nyeste meningsmålinger viser at store dele af befolkningen er bevidste om at serviceniveauet er blevet forringet i Foghs tid på netop disse områder (heriblandt ikke mindre end 30 % af Venstre-vælgerne! - Læs mere om Ugebrevet A4s velfærdsmåling her)
Hvis Fogh skal undgå at blive 'puttet i gryden tredje gang', for at citere en berømt børnesang (som i øvrigt også indeholder linjerne "Far, far, krigsmand, døden skal du lide", men lad nu det ligge), så skal den hjemlige debatskude hurtigst muligt drejes væk fra det nuværende fokus på velfærd og hen på områder hvor folkedybet i højere grad er borgerligt stemt.

Det kunne eksempelvis ske gennem en valgkamp centreret omkring Hr. (og i noget mindre grad Fru) Danmarks foretrukne frygt-konglomerat:  indvandrerkriminalitet-islamisme-terrorisme.
Gerne garneret med lidt velafrettet anti-intellektualisme og en ordentlig omgang karaktermyrdende Helle Thorning-bashing.
På disse områder har VKO nemlig stadig medvind.

Men "Fogh" og "velfærd"? De to ord passer efterhånden ligeså godt sammen som fx "Messerschmidt" og "dialog". Eller for den sags skyld "Rommedahl" og "præcise indlæg".
Og det er vel egentlig kun retfærdigt, set i historiens klare lys ?




MÅNEDENS UDMÆRKELSER
--------------------------

Månedens blogbefaling: www.midtimod.dk/blog

Saglig, nuanceret, mangefacetteret, socialt bevidst og opdateret uhyggeligt ofte. Lige præcis sådan som nærværende blog gerne vil være når/hvis den engang bliver voksen!
 
--
Månedens musikbefaling: Gogol Bordello - Gypsy Punks

Og så siger de at der ikke kom noget godt ud af Tjernobyl...
Usmagelig påklædning, hæsblæsende harmonika og wahnsinnig violin lægger det solide grundlag hvorpå tidens mest sexede moustache-frontmand udfolder sit begrænsede sangtalent med ubegrænset charme. Hvis du kun køber én plade med ukrainsk-amerikansk Karpater-punk i år, så lad det være denne.

--
Månedens helt(e): De gæve folk som driver Dagbladet Arbejderen - www.arbejderen.dk

De er ikke ret mange. Kun nogle få håndfulde. De er oldschool kommunister. Rigtig meget endda. Med partibog fra DKP-ML. Hvilket man kunne komme med utallige spydigheder om. Og så driver de en avis, både på nettet og i papirformat. En avis som de på nærmest naturstridig vis formår at udsende dagligt. En avis som vedkender sig sin partiskhed, og som man - uanset at man ikke deler dens politiske holdninger - må erkende udfylder en vigtig plads i det danske mediebillede, som kritisk røst og væsentlig modvægt til erhvervslivets talerør som fx Berlingske Tidende eller Dagbladet Børsen.

Dagbladet Arbejderens stab er helte fordi de skriver dagligt for det de tror på, og fordi de nægter at give op - især nu hvor de er truet af lukning fra nytår, idet ny lovgivning fører til at Post Danmark hæver prisen på udbringning af aviser fra 28 øre til 4,65 kr. Arbejderen mangler i skrivende stund 508 abonnenter for at blive stor nok at få del i et bladtilskud som er nødvendigt for at avisen kan overleve økonomisk trods Post Danmarks' prisstigninger.
Niels Hausgaard har allerede erklæret sin uforbeholdne støtte til Arbejderen. Hvornår erklærer du din?


Like a bird on a wire...

20. aug 2006 20:40, Propagandalf


For to uger siden lovede PaaMaaOgFaa højhelligt at der ikke mere vil blive ofret kostbar (eller rettere sagt gratis) spalteplads på borgerlige politikere der fremturer med tragikomiske tiltag og uredelige udtalelser.

Det løfte ville vi naturligvis gerne kunne holde. Men det kræver altså en VIS portion tilbageholdenhed fra de borgerlige ministres side. De må simpelthen lade være med ikke bare at jokke, men snarere demonstrativt at rulle sig i spinaten!

"Flemming Hansen!?" tænker du nu. Og du har så evigt ret. I ham har de adeliges og godsejernes parti (i øjeblikket kendt som Det Konservative Folkeparti) sandelig gjort et fund af en burgøjser. Man skulle ikke tro at en mand af så ringe en stand (Hansen er skohandler) nogensinde ville få lov at repræsentere de Konservative på tinge, endsige i et ministerium, men sådan kan man blive så forundret over sædernes og standsadskillelsens forfald.

Og videre blot konstatere at skohandler Hansen faktisk spiller sin rolle 'til punkt og prikke' (udtale ala Fogh) i Venstre-toppens masterplan.

Selvfølgelig har Fogh da ingen interesse i at Danmark har en kompetent trafikminister, som får togene til at køre til tiden og som i de politiske forhandlinger får tilkæmpet sig de bevillinger der nødvendige for at holde banenettet og den offentlige transport på et velfungerende niveau.

Selvfølgelig skal der ses igennem fingre med at en minister i pressen undsiger styringen af en offentlig virksomhed der hører under hans egne ansvarsområder (i øvrigt ved, ganske bizart, indirekte at give en populær tøjdukke skylden for de mange togforsinkelser).

Selvfølgelig skal skohandler Hansen have rum til at klovne rundt og lave skinmanøvrer, mens togpassagerernes utilfredshed og utålmodighed med DSB bare vokser og vokser.

For ellers får regeringen jo ALDRIG danskerne med på den fuldblods privatisering af DSB som har været Foghs drøm lige fra starten af hans regime:

Først nu hvor man for alvor kan tale om at DSB vitterligt er værre end Arriva, begynder holdningsskredet i befolkningen: "Jamen, hvis det ikke længere fungerer som offentligt foretagende - så må vi hellere lade nogle private prøve kræfter med togdriften" lyder den almindelige togpassagers 'snusfornuftige' ræsonnement.

De liberalistiske ændringer af samfundet - herunder privatisering af togdriften -  som Fogh aldrig vil få mandat til at gennemføre i kraft af en åben ideologisk debat, bliver således listet igennem ved at forringe de offentlige serviceydelser over en årrække, hvorefter vælgerne, hvis adfærd er pragmatisk snarere end ideologisk, accepterer en gradvis udlicitering af den offentlige sektor.

Vælgerne ændrer ikke adfærd fordi de på nogen måde foretrækker et samfund hvor velfærden leveres af profitorienterede private virksomheder fremfor af offentlige institutioner under demokratisk kontrol, men simpelthen fordi de fremfor alt - og på en måde forståeligt nok - vil have tog, busser, børnehaver og hospitaler der bare FUNGERER. Fanme.

Og hvis der skal stå Arriva på toget, ISS på ryggen af hjemmeplejeren - eller for den sags skyld Pampers på vuggestuens mur og McDonald's på skolekantinens skilt - for at det virker, så må der jo stå det - når nu det ikke kan være anderledes.

Alt dette sagt blot for at minde om, at selvom det kan være fristende at nøjes med at læne sig tilbage i hjørnesofaen og le hjerteligt af sidste skud på en lang stamme af ganske uduelige trafikministre - så er der en alvorlig fare for at den offentlige togtransport i Danmark, en vigtig del af velfærdssamfundet, kan blive en saga blot om få år.

Det er vigtigt at gøre sig klart, at privatiseringen af DSB er på vej i ekspresfart (høhø?), og kan gennemføres med et pennestrøg, hvorefter en tilbagevenden til normal togdrift under offentlig, demokratisk kontrol vil blive gjort nærmest umulig, fordi den da vil kræve en nationalisering af privat ejendom.

(PaaMaaogFaa beklager hvis ovenstående tirade virker enten seriøs eller belærende. Det er naturligvis ikke tilsigtet.)


Leonard Cohen skrev engang en trist ballade med titlen "Bird on A Wire".

I løbet af de seneste uger har vi fået bekræftet at den sang faktisk handler om den triste ballade som togdriften i Danmark har medført denne sommer!

"Like a bird on a wire..." messer Cohen og refererer til en af Banedanmarks utallige dårlige undskyldninger for de ligeså utallige nedfaldne køreledninger som helt åbenlyst skyldes manglende vedligeholdelse af banenettet.

"...like a drunk in a midnight choir/I have tried in my way to be free" går teksten videre. Et bedre billede på skohandler Hansens ansvarsundvigende skuespil og generelle landsbytosse-rolle i vor regering af nyliberale mørkemænd kan man vel næppe finde.

---

Hvis du, ærede læser, har gnavet dig igennem teksten hele vejen her til, skal du have tak.
Hvis du i stedet for har dovnet den og har scrollet herned for at se hvornår denne rekordlange posting dog ville tage ende, så skal du egentlig have bank. Men i erkendelse af PaaMaaogFaas stærkt begrænsede 'udøvende magt'-potentiale, slipper du i denne omgang med at få serveret denne blogs nyeste tiltag og fremtidige pølseende - den månedlige "prisuddeling":


Månedens bogbefaling:

"Før ørerne falder af" af Michael Jeppesen, bagsideskribent på Ekstra Bladet.

En bog om valgkampen 2005. Kan du lide at småklukke over perfiditeter? Kan du lide korte sætninger? Og synes du alt i alt at det trods alt havde været bedre hvis sosserne havde fedtet den hjem sidste gang der var valg? Så er Jeppesens bog en åbenbaring. Hermed anbefalet.

Månedens webbefaling:

www.rockadhoc.com

Fordi den er total oldschool (tjek ilden!), ufatteligt grim & rodet samt komplet uforståelig - men alligevel på sin egen måde dybt charmerende og fuld af personlighed. Siden er delvis ude af funktion, men trykker man "entre" får man alligevel adgang til et skatkammer (?) af spøjse selvdigtede sangtekster til viser. Hvem siger at man bør overlade webdesign til de professionelle?

Månedens tåbe:

Det er en fugl, det er et fly...Nej, det er skosælger Flemming Hansen. Sjældent har en trafikminister løsnet op for en agurketid på så overbevisende manér.

 

PaaMaaogFaa paany

6. aug 2006 23:57, Propagandalf

Idag er nøjagtig ét år siden at nærværende blog startede (eller 'indtrådte i blogosfæren'. Som man siger nutildags. Åbenbart.)

Det forløbne år har budt på særdeles spredt fægtning hvad angår antallet af indlæg, som, når de endelig blev postet, mestendels har handlet om klovnede borgerlige politikere og ligeså tumpede 'trends'.

Alligevel har PaaMaaogFaa efterhånden formået at opbygge en fast læserskare. Nu er selvsmageri jo ikke ligefrem denne blogs fremmeste dyd, men det forekommer her på sin plads at nævne at der sandsynligvis er tale om et tocifret antal personer.

En sådan succés forpligter naturligvis. Målsætningen for den kommende sæson er derfor ét indlæg fast hver 14. dag, hverken mere eller mindre.

Da det ligger PaaMaaogFaa meget på sinde at undgå letbenet humorisme, stereotype spydigheder, gentagelser og tendenser til at sige det samme flere gange (dvs. 'at undgå at der går Linie 3 i den' som det hedder på fagsproget), vil det kommende år byde på en indholdsmæssig opstramning. Helt kort kan den nye stil beskrives via mottoet:

"Mere saglighed  - mindre Jens Rohde"

Der vil altså med andre ord blive mindre tid til smålallede, hyggelige slag i den hjemlige borgerlige bolledej og mere tid til de dybdeborende og klarsynede politisk-økonomiske analyser med fokus på hele den globaliserede verden - naturligvis leveret på et ukunstlet og helt igennem korrekt dansk. 

Hvordan det kommer til at gå kan kun tiden gisne om.

Velkonnem til!

 

 

Indlevelse Omsorg Tjenestepistol

20. apr 2006 21:17, Propagandalf

Èt af de ovenstående ord hører på ingen måde sammen med de andre. Kan du gætte hvilket?

Godt for dig! Det tyder nemlig på at du (endnu) ikke har taget ved lære af den Newspeak-retorik som Politi-Etaten har taget i anvendelse i en ny, storstilet hverve-kampagne som skal sikre at en ny generation af 2/3-del empatiske, 1/3-del voldsfascinerede unge mennesker
(får lyst til citronmåne?) (får lyst til at tæve venstreorienterede?) får lyst til at bruge deres liv i terrorbekæmpelsens og (dermed !?) retfærdighedens tjeneste.

Hvabehar?
Jo, den er god nok. Man sidder ligeså fredeligt i S-toget og fisker et nogenlunde snot- og mudderfrit eksemplar op af den helt holdningsfrie, røverkapitalistiske avis Metroexpress og  BAW -  så får man øje på den:
En skinnende helsides annonce fra Politiet hvor de tre buzz-words "indlevelse", "omsorg" og "tjenestepistol" er suppleret med en Anna Pihl-look-alike og en lille kalender over hvor og hvornår hvervemøderne finder sted (naturligvis begyndende den 1. maj)

Man ser det for sig: Den nyhvervede betjent m/k på sin første alvorlige opgave ude i den danske virkelighed af kriminelle andengenerationsmuslimer og kanyleviftende christianitter:

Ung betjent til benlåst, småblødende indbrudstyv: "Uh, det må godt nok gøre ondt at falde igennem sådan et vindue. [indlevelse] Men det var godt vi fangede dig! Hvad skulle familien Rewentlow dog have gjort uden alle de fladskærme!? [mere indlevelse]. Ved du hvad, jeg renser lige dit sår med noget jod [omsorg]...hvad sir du? Skal jeg ikke komme tættere på? Jamen jeg er da nødt til at gøre noget ved det sår...Hør, jeg får en idé. Jeg kender en måde hvor det MEGET hurtigere kommer til at holde op med at gøre ondt. Nu skal du se...Du kommer nok til at mærke et lille stik. Men SÅ holder det også op! [tjenestepistol]


Befri os fra Poker-svøben!

22. jan 2006 10:04, Propagandalf

PaaMaaOgFaa har tidligere forsøgt at give en skriftlig rusker til udøvere af den ædle men dog uendeligt fjollede japanske dagbladssport SuDoKu. Nu er turen kommet til en dille som ikke halser langt bagefter talrækketyranniet på en tidsspildeskala, men hvis negative konsekvenser langt overgår SuDoKuens.

Her tænkes naturligvis på Poker, et spild, undskyld et spil....nej vent...et spild som på snedig vis sammenkobler to af yankeedommens dyder, nemlig tilbedelse af mammon og ekstrem individualisme.

Vé den handelsskoleknægt som ikke beredvilligt accepterer at bruge sine friweekender fra BILKA på at sidde omkring den dollarfarvede dug og lade sig berøve 200-300 kr af den i slænget som har det bedste psykologiske instinkt!

Vé den SU-trængte stakkel der egentlig hellere vil nyde et glas hvidvin og et profitfrit spil Trivial sammen med vennerne, når nu gutterne har været ude og købe både chips og chips og er mere end rede til at afprøve deres nyttillærte kunnen ud i den ædle kunst 'at blanke sine bedste venner af for penge'.

Og vé det teknologiforvirrede skrævl som endnu ikke har opdaget internet-pokerens lyksaligheder! Jamen hvorfor dog nogensinde åbne en bog, når man med et enkelt klik med musen kan komme igang med at miste penge til korthajer man aldrig har mødt!

At amerikanske tv-stationer som fx TV2 Zulu så at sige 'embracer' dillen med adskillige 'broadcasts' fra diverse 'tournaments' er der jo ikke noget at sige til, men når selveste Politiken.dk lader følgende 'event'  fra Poker-verdenen stå som en af de vigtigste nyhedsoverskrifter på en ellers smuk søndag, så er det på tide at råbe vagt i gevær! (Det er hermed gjort)

PaaMaaOgFaa vil så nødigt være tvunget til at udstøde uhøviske eder som 'røvforkælede middelklasseunger med alt for mange penge mellem hænderne' så derfor skal der herfra blot lyde en stilfærdig, afdæmpet bøn: Lad ikke poker-svøben vinde mere indpas end den allerede har! Ser du en jeton ligge og flyde, så skynd dig at smide den i nærmeste skraldespand, inden de får øje på dig ved spillebordet! Forklar dine venner at man altså sagtens kan være en drengerøv på mindre udbyttende måder end gennem pokerspild! Mind dine nærmeste om at LUDO altså også er et knaldsjovt spil. Og sidst men ikke mindst:  Tør blot det åndssvage 'hvis jeg bare går rundt og ser lidt mystisk og pokerfjæsagtig ud så giver de mig nok et wildcard til næste måneds Worldcup-Event i Vegas'-blik af ansigtet...

Du ER gennemskuet!  

Rohde kan mere end sit Fadervor!

8. jan 2006 15:08, Propagandalf

"Jens Rohde, Jens ROH-de, Jens Rohde, KUK KUK" fristes man næsten til at synge!

Jens Rohde meldte sig i denne uge ud af Folkekirken fordi folkekirkepræster over hele landet åbenbart spolerede hans jul ved at sige i deres juleprædikener at folk - også borgerlige politikere - skal være gode ved hinanden og indvandrere:
http://politiken.dk/VisArtikel.sasp?PageID=428786


Herfra skal lyde et velmenende:
"Burgøjsere i alle sogne! Følg trop!" Ud af folkekirken i en ruf! Hvem ved hvad de fæle humanistpræster kan finde på, når de først rigtigt kommer igang?  Vel har kristendommen historisk set på papiret haft et anstrøg af næstekærlighed over sig, men det behøver da ikke betyde at halal-præster i det Mammons år 2005 har ret til at ødelægge forbrugsfesten med deres utidige, venstresocialistiske vås!

Umiddelbart kan det synes som om Jens Rohde opfører sig som en fornærmet 9-årig dreng, der forlader fodboldbanen i protest over at modstanderne 'tyrer'. Men det er kun indtil man indser det geniale i den udmeldelsesstrategi, multitalentet Rohde på forunderlig vis har haft tid til at udvikle i mellem sine mangeartede aktiviteter.
(Hvem sagde 'cirkuspolitiker'?....Det gjorde jeg, jeg har lige sagt det.)

PaaMaaOgFaa forudser, at  "Så-går-jeg-bare-hjem-I-er-allesammen-dumme-ja-I-er"-princippet vil brede sig som en steppebrand i 2006.

Vent bare til:

- Dennis Rommedahl melder sig selv ud af landsholdet fordi de andre griner af hans pasningsspil

- Waage Sandø melder sig ud af Krøniken fordi han altid skal være den sure

- Louise Frevert melder sig ud af sin fortid for at bevare sit gode navn og rygte

- Bertel Haarder melder sig ud af den offentlige debat, fordi samtlige danskere er så enestående ubegavede og naive, at han ikke kan holde det ud mere

- Brian Mikkelsen melder sig IND bl.a. Folkekirkens Nødhjælp, diverse kulturforeninger samt Dansk Stavgængerforbund, fordi han ikke helt har forstået hvad trenden går ud på

---

...Og lad os da med Herren tilønske hinanden en god jul og et godt nytår....Altså hvis vi får lov af Venstre!
 

DanskToppen længe leve!

8. jan 2006 10:08, Propagandalf

En dybfølt TAK til Dansk Folkepartis Ungdom for hver måned at udsende det humoristiske magasin DanskToppen via deres hjemmeside.

Især den nu forhenværende redaktør (!) Marlene Harpsøe vækker udelt begejstring hos PaaMaaOgFaa med sine indledende klummer.

Se fx dette nummer

Sjældent er brændende had til muslimer, løsrevne brudstykker af liberalt tankegods, åbenlyse misforståelser og til-himlen-skrigende selvmodsigelser blevet præsenteret på så vittig og stilsikker vis som i Harpsøes leder med den pianistisk fornærmede titel "Lad ytringsfriheden være!"

Og vi citerer:

"At være til i kraft af en gud kan ikke lade sig gøre idag, idet vi ser os selv som herre over vores egne liv." (Tag den, Krarup!)

"Islam fratager en retten til at handle efter, hvad der er godt og ondt og at blive dømt herefter." (Tag den, øh, Muhammed!?)

"Når man ingen indflydelse har på demokratiet, har man heller ikke ret til at kræve ændringer af de demokratiske rettigheder som danskerne har, heriblandt ytringsfriheden." (Ingen arme, ingen småkager, som man siger!)


PaaMaaOgFaa anbefaler at man læser Harpsøes pærevælling i sin helhed; sat i sammenhæng med andre bliver disse citater til en sublimt meningsforstyrret helhed!

Resten af bladet er i øvrigt også værd at læse.
Her følger et udvalg af citater fra samme udgave:

"Al den snak om terror havde gjort alle mægtig sultne" (i referat fra DFUs julearrangement hvor Messerschmidt i øvrigt fortsatte sin årelange tradition for at fortælle selvdigtede julehistorier. Brrr.)

"Vi kom også forbi tre kirker, hvoraf den ene var brændt delvist ned." (i referat fra DFUs studietur til Bruxelles; citatet uddybes ikke udover det her refererede)

"Planen for den sidste dag var afslapning. Vi kunne sove længe og samtidig shoppe" (også fra Bruxelles-turen. Multi-tasking ført ud i det ekstreme.)

"i modsætning til alle andre synes jeg det tyske sprog er flot....jeg kunne godt tænke mig at flytte til Tyskland engang. Jeg kan utrolig godt lide landet....Jeg synes bare at Tyskland har alt." (interview med lollandsk DFUer tager en overraskende drejning)

"Jordens indgriben i vores ellers så sikre og trygge hverdag, vil nok være det største indtryk som folk vil kunne huske tilbage på." (DFU-Nordjylland gør status over 2004 med en patosdryppende tsunami-reference.)

"DFU-Århus Amts nytårsfortsæt er intet mindre end at gøre DFU stærkere end nogensinde før. Derfor har vi brug for aktive medlemmer, der fx kan deltage i den politiske debat." (Store armbevægelser og ditto sandheder fra Århus-afdelingen)


Kære DFU-orh, Kære DFU-orh, tilløkke med jers' fine blad! 

Ugens Reimer Bo

16. dec 2005 07:13, Propagandalf

I øjeblikket er EUs statsledere samlet for at diskutere EUs budget fra 2007-2013.

Mange modstridende interesser er repræsenteret ved mødet, og det er da heller ikke pebernødder der skal fordeles, når verdens fredeligste supermagt (vi er jo humanister, véd du nok!) holder plenum for at få fyldt den slunkne fælleskasse.

Studievært Reimer Bo Christensen måtte i DRs Nyheder igår (15/12-21.00) kede sig igennem mere end et minuts resumering af de politiske begivenheder  ved mødet fra den politiske reporter, før han fik lov til at stille spørgsmålet, som DR åbenbart tror at danske seere brændte for at få svar på.

Og vi citerer:

"Mette, jeg ved godt det ikke har meget med politik at gøre, men hvad har de egentlig fået at spise ved topmødet?"


At Reimer Bo starte med at indrømme at han går helt fejl af det væsentlige ved at spørge sådan, må vel bevise en vis form for skamfølelse over at skulle levere "Public Service", som ikke er en samfundsfagstime i 8. klasse værdig.

Alle dem som måtte mene at menusammensætninger/gør-det-selv-råd/syngende skuespillere/dansende skuespillere/sparetips etc. er vigtigere end Europas økonomi, henvises til de respektive Public Service-programmer der dækker jeres behov.

Men kære DR, hold dog TV-avisen fri for den slags. Det er vel det, den er der for?



...Men i øvrigt....Sikke dog et pænt slips, Reimer Bo havde på. Gad vide hvor han havde købt det henne, og om det var på tilbud?

Mens vi venter på Roskilde...

27. nov 2005 17:48, Propagandalf

TA' PÅ FESTIVAL
frit efter Troels Trier (http://www.roedemor.dk/tekster/cd07/rekreation.htm)


Nej, hvor er den solnedgang fantastisk
Selve solen er som bukket i neon
og teltene som støbt i plastic

Jeg står her og dypper syrebasserne
i smatten der er blød som gopler
Hovedet er bedøvende tungt af hash
- maven gærer så det syder og bobler

Se, solen synker over burgerboderne
og skinner ned på pladsen
ned på svenskerhullerne og affaldsdyngerne
og engangsknaldene og hashen

Jeg er på rekreation
og jeg ville ikke bytte for en million
Det er så skønt at få en promille
det er så dejligt at sidde og chille

Ude ved hegnet bor sigøjnerne
med deres lange naller
En har mistet en transistorradio
en anden fåed' hugget fire paller


Og tøserne er godt spændt op
i deres g-strengs-trusser
Men de har sorte rande under øjne-ne-ne
- det får man af at drikke vodkasjusser

Selv er jeg også morgengrim
jeg ser ud som jeg er kokset ud på syre
Men fuck mit look, jeg vil ikke hjem
så længe der er bajere og ryger

Jeg er på rekreation
og jeg ville ikke bytte for en million
Det er så skønt at få en promille
det er så dejligt at sidde og chille

Det er så smukt med lidt modkultur
Men det med sponsorhjælp er også godt nok
Boderne har et Tuborg-logo på
og der' fortjeneste på hver en hot dog

Om aftenen er der druk og sjov
og tøserne får øl for patter
Bagefter går vi selv på rov
men det plejer nu at ende med en joint og sjatter

På Odeon er der popmusik
med ham dér Thomas Helmig
Så får den derudaf med Rytmik
Vi kender ham i forvejen, nemli'

Jeg er på rekreation
og jeg ville ikke bytte for en million
Det er så skønt at få en promille
det er så dejligt at sidde og chille

Dét hér er noget andet end mit kedelige liv
For her er du en freak hvis du IK er stiv
Jeg så på reklamen og reklamen sagde:
"Ta' og glem det hele nogle dage"

Og når jeg nu kommer hjem til byen igen
Hjem til støjen, hjem til forureningen
Når kroppen får brug for at afreagere
så skal jeg heldigvis på Skanderborg og drikke mer!

Jeg   er    på   rekreation
og jeg ville ikke bytte for en million
Det er så skønt at få en promille
det er så dejligt at sidde og chille

Udvidelse af terrorbegrebet

14. nov 2005 16:38, Propagandalf

Med terrorlovgivningen af 2003 kom forskellige militante frihedsbevægelser, som fx FARC i Colombia og PFLP i Palæstina, til at høre ind under betegnelsen "terrorgrupper".

Læs lidt om problemerne ved denne lovgivning her

 

 

(Hov! Åbn lige det link, du! Det er Preben Wilhjelm der skriver.)

 

På trods af det forcerede borgerlige tempo de seneste år hvad angår indskrænkelsen af personlige frihedsrettigheder, som led i den fjollede "Krig Mod Terror", har Dansk Folkeparti alligevel formået at gå i begrebsmæssigt udbrud:

Peter Skaarup brugte den 8. november betegnelsen "terror" om det hærværk som blev begået af en flok utilpassede unge i Århus-forstaden Rosenhøj. Se fx http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2005/11/08/084827.htm

Fogh har i første omgang valgt at lægge en dæmper på feltet ved at udtale sig imod DF i sagen, men mon ikke det går over? Det kunne jo være at der var stemmer i en mere folkelig brug af terrorbegrebet?

Imens Fogh nørkler med sin cost-benefit-analyse af om det kan betale sig at smide den sidste rest liberale frihedsrettigheder over bord i "terrorbekæmpelsens" og meningsmålingens hellige navne, så iler PaaMaaOgFaa her med en række forslag til yderligere udvidelse af terrorbegrebet:

- Det er terror når Danmark ikke kommer med til VM i fodbold selvom alle kan se at vi er brandgode.

- Det er terror når man får den der sang med James Blunt på hjernen. IGEN.

- Det er terror når man ikke kan finde sit vækkeur.

- Det er terror når man ikke kan finde snooze-knappen på sit vækkeur.

- Det er terror når man ikke kan købe et nyt vækkeur til mindre end 398 kr.

- Det er terror når DSB ikke vil give én refusion selv om man blev næsten en time forsinket.

- Det er terror når de ikke åbner en ny kasse i NETTO selvom der åbenlyst står mere end seks mennesker og venter.

- Det er terror når man kommer sent hjem og der bare ikke er mere toiletpapir. Overhovedet.

- Det er terror når DR og TV2 viser Showtime og Grib Mikrofonen samtidig, midt i bedste sendetid.

- Det er terror når selvfede venstreorienterede starter sarkastiske blogs.

Find selv på flere! (Dansk Folkeparti tager med kyshånd imod ethvert forslag til stramning under parolen "Jo værre terror jo bedre")

Alae Ghaedi Vs. Jørgen Leth

11. okt 2005 14:40, Propagandalf

I en sag der er pinlig for alle danskere der er tilhængere af menneskerettigheder (det vil altså principielt sige Venstre-folk, men ikke Dansk Folkepartister) står den 48-årige iraner Alae Ghaedi til at blive sendt hjem til det præstestyre han har bekæmpet i årevis. (I lighed med sine 6 brødre som alle er blevet henrettet for det.)

Straffen der venter Alae Ghaedi, når den danske politieskorte forlader ham i Teheran, er såmænd 10 års fængsel og 75 piskeslag.

Tjek selv at historien faktisk er sand her

www.petitiononline.com/denmark kan man give sin helt uforpligtende underskrift på at man protesterer mod den planlagte hjemsendelse af Alae Ghaedi. På skrivende tidspunkt tæller listen af underskrivere 2425 personer.

Der er med andre ord et stykke endnu op til de ca. 500.000 underskrifter for bedre forhold for slagtedyr under transport, som danskerne for et par år siden gav Mariann Fischer Boel med til EU (hvilket i øvrigt endte med et knusende nederlag)

Til gengæld må PaaMaaogFaa med oprigtig tilfredshed konstatere at Alae Ghaedi indtil videre har flere støtter end Jørgen Leth som kan bakkes op på www.petitiononline.com/leth der lige nu har 1993 underskrivere (hvoraf mange faktisk bare er ophidsede Leth-hadere der, i stedet for at underskrive, udslynger sjofle eder som de ret beset slet ikke burde kende som de anstændige moralske mennesker, de er)

PaaMaaogFaa opfordrer hermed til at underskrive til fordel for Alae Ghaedi!

Ikke fordi Jørgen Leth er værre end så mange andre ældre mænd (han er nok bare mere ærlig)

Men fordi det ville være pinlig proportionsforvrængning hvis Danmarks underskriftsarmé valgte at nedprioritere forsvaret for en sagesløs mands liv for i stedet at støtte en selvbevidst kunstners...tjah...underliv...

Sudoku og andre talgrublerier

6. okt 2005 15:20, Propagandalf

PaaMaaogFaa nærer en instinktiv modvilje mod modediller som sudoku og stavgang!

Det hele begyndte med hulahopringens indtog i slutningen af 50'erne og siden har danskerne været under utallige fjollede fritidsbeskæftigelsers åg - den ene dille mere irrationel end den anden.

Det mest positive man kan sige om dillerne er at de pr. definition er forbigående fænomener - come on, du véd jo inderst inde godt, at om to-tre år så vil du finde det uendelig tumpet at skippe avisens internationale nyheder for i stedet at bruge tre kvarter på at skrive tal fra et til ni på sirlige rækker - en opgave du ville ha' HADET, hvis du havde fået den for i matematik i de små klasser!

Hvis vi antager at blot 100.000 danskere grubler i gennemsnit 15 minutter om dagen over et af disse massefabrikerede talmysterier - og det reelle tal sudokunesere er nok væsentligt højere (se fx denne foruroligende bestsellerliste fra Gad - klik faglitteratur) - så finder vi ud af at danskerne til sammen bruger 1.500.000 minutter om dagen på sudoku. På ugebasis giver det 10.500.000 minutter og hvis dillen fortsætter i samme ekstreme omfang i et års tid, vil forbruget om et år havne på 546 mio. minutter. Det er 9,1 mio. timer. Vi gentager: 9,1 mio. timer.

Hvad om vi som nation besluttede at bruge de 9,1 mio. timer på noget konstruktivt i stedet? Vi kunne fx producere nisser eller HC-Andersen-figurer af stof og sælge dem til amerikanerne med god fortjeneste.

Uden at være deciderede eksperter på området tror PaaMaaogFaa snildt man vil kunne hive en profit på 25 kroner hjem pr. investeret ulønnet arbejdstime (læg her mærke til at en gedigen dukke står i 300 kr. pt.) og dermed har vi en profit på 9,1*25 mio. kr. = 227,5 mio. kr.

PaaMaaogFaa hader at blive kaldt moraliserende, så vi undlader her at nævne at den sjat skejser ville de kunne få meget ud af hos Ibis eller MS.

Man kunne selvfølgelig også bruge overskuddet som tilskud til en ekstra motorvej eller bro - dem kan vi aldrig få for mange af!

Men allermest passende kunne vi jo investere nissemillionerne i vores folkeskole, som alle fra Pandrup til Pisa er enige om fungerer ad Pommern til for tiden! Børnene kan jo hverken læse, skrive eller regne - og især det sidste er slemt!

For det første fordi vi danskere altid har levet af at regne den ud. For det andet fordi nye undersøgelser har vist, at folk med dårlige matematisk-logiske forkundskaber løser deres daglige sudoku op til 30 % langsommere end gennemsnittet!

Borgerlige på slap line

2. okt 2005 13:28, Propagandalf

Uha uha uha!

Det er ikke nogen hemmelighed at borgerlige politikere eller parodier på samme er absolutte yndlingsemner for PaaMaaogFaa.

Så de sidste par uger har været et veritabelt overflødighedshorn af gyldne muligheder for letkøbt satire på nærværende side!

Imidlertid er hverken uligevægtige Eva, hævngerrige Henriette, bralrende Brian eller foruroligende Frevert blevet nævnt - før nu selvfølgelig.

Forklaringen er den enkle at bygen af stupiditeter simpelthen har været for intens!  

Da Eva Kjer Hansen blev træt af at trække de udtalelser tilbage som ingen kan være i tvivl om at hun inderst inde står ved, stod Brian Mikkelsen klar. Han MÅ virkelig have været udsat for intens mobning på sit røde gymnasium i 80'erne - han hari hvert fald taget den gængse skolegårdsmetode til sig:  at udse sig et offer som man er 100% sikker på allerede ligger ned - i dette tilfælde muslimerne.

Se Brians tale til det konservative landsråd på: http://www.jp.dk/kultur/artikel:aid=3292724/ 

(og hvis du er et kulturradikalt kanonudvalgsmedlem, så skam dig endnu engang over at du var naiv nok til at hoppe på dén limpind!)

Heldigvis for Brian stod Louise Frevert (stadig DF - hvorfor mon, Pia K?) klar til at overtage den ideologiske fakkel - de talrige racistiske udtalelser som nu er fjernet fra hendes hjemmeside blev jo åbenlyst for enhver lagt på nettet med hendes vidende - hvorfor fremturer hun ellers med at hun forgæves har forsøgt at få dem trykt i de rædselsfuldt humanistiske danske aviser?

Se http://eskapist.dk/freverts_utrykte/ hvor Freverts udskejelser stadig findes.

Her til morgen kom nogen imidlertid Frevert til undsætning. Denne nogen er Henriette Kjær som har timet udgivelsen af sin nye bog "Henriette - indtil nu" glimrende i forhold til at blive "Ugens Grus i Maskineriet" for regeringen Fogh.

Se http://politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=400203

Godt nok har Henriette været hurtig til at benægte sin bogs beskyldninger om at det delvis var Venstres skyld at hun måtte gå som minister, men mon ikke der bliver en pinagtig sag ud af det alligevel? Alt andet ville være overraskende, de borgerliges forrygende form taget i betragtning.

PaaMaaogFaa har en stærk mistanke om at Fogh engang i september indkaldte tropperne samt DF til et hemmeligt møde på Marienborg, hvor han gjorde det klart at siden der venter et vanskeligt Folketingsår forude, så var det altså NU hvis nogen absolut skulle dumme sig unødigt! Og det var der så...Må man sandelig sige.

 

Tænkte vi det ikke nok, Pia K!?

14. sep 2005 17:11, Propagandalf

Det forlyder her til aften, den 14/9, at Pia Kjærsgaard har afsløret hvad der er endemålet med Dansk Folkepartis 'masterplan'; nemlig det totale Danmarksherredømme.

PaaMaaogFaa finder det positivt at Folkepartiet nu toner rent flag og siger ligeud at de vil have regeringsmagten.

Ærlighed styrer - ellers også er det allerede Pia K der gør det!?

Tilbage er så bare spørgsmålet: Hvordan skal 'den ariske trojka', der i øjeblikket i plakatform klæber til hver eneste togstation i dronningeriget, fordele de vigtigste ministerposter i mellem sig.

PaaMaaogFaa iler her med et bud på fordelingen:

Pia Kjærsgaard - statsracister

Kristian Thulsesen Dahl - finansracister

Peter Skaarup - indenrigsracister